Hobbybryg og afgiftsregler
Hvad gælder lige nu
Du må fortsat frit brygge og drikke dit øl:
hjemme hos dig selv
sammen med din familie
sammen med gæster i dit hjem
Efter Skattestyrelsens nuværende fortolkning kræver det derimod registrering og afgift, hvis du:
deltager på en ølfestival eller en ølbegivenhed – også kun med smagsprøver
skænker dit øl ved et medlemsarrangement i Danske Ølentusiaster eller en anden forening
sender øl ind til en ølkonkurrence
skænker smagsprøver på gaden eller ved et offentligt arrangement
brygger i et formaliseret bryggerlaug med vedtægter og fælles indkøb
Skattestyrelsen kan ved kontrolbesøg beslaglægge øl og emballage og opkræve afgift med tilbagevirkende kraft. Vi har set eksempler på uanmeldte besøg hos almindelige hobbybryggere.
Vigtigt om Fødevarestyrelsens bagatelgrænse: Fødevarestyrelsen har en grænse på op til 30 dage om året, hvor man kan deltage i arrangementer uden at være registreret. Den gælder kun fødevarelovgivningen. Øl- og vinafgiftsloven gælder fra den første liter, du udleverer uden for privatsfæren – uafhængigt af de 30 dage.
Hvornår skal du registreres?
Efter flere runder med Skattestyrelsen har vi fået styrelsens accept af at offentliggøre en vejledning, der gennemgår, hvornår hobbybryggere skal registreres og afregne afgift. Den er den bedste beskrivelse, der findes, af hvordan Skattestyrelsen læser reglerne i dag — også de steder, hvor vi er uenige i fortolkningen.
Læs vejledningen, som er lavet i samarbejde med Skattestyrelsen her
Status i sagen
Opdateret august 2026
August 2026: Danske Ølentusiaster opfordrer Europa-Parlamentet til at støtte sagen.
Juli 2026: En rundspørge blandt vores europæiske søsterforeninger viser, at det samme EU-direktiv håndhæves langt lempeligere i blandt andet Italien, Finland og Østrig. Problemet er altså dansk fortolkning — ikke et krav, EU stiller.
Juli 2026: Landsformand Niels Torm mødtes den 3. juli med skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt. Ministeren kaldte reglerne "regelrytteri" og vil række ud til EU-kommissær Wopke Hoekstra med forslag om regelforenklinger for både mikro- og hobbybryggere. Læs mere: Efter møde med skatteministeren.
Juni 2026: Vi satte sagen på scenen på Folkemødet og sendte derefter vores materiale og vores forslag til lovændring videre til skatteministeren. Læs mere: Hobbybryg på Folkemødet.
Marts 2026: Møde med Skattestyrelsen, som førte til vejledningen.
Februar–juni 2026: Sagen blev rejst politisk, men da folketingsvalget blev udskrevet den 27. februar, oplyste Skatteudvalget, at skatteministeren ikke besvarede spørgsmål. Valget faldt den 24. marts, og regeringen blev først dannet den 3. juni. Det politiske spor lå derfor stille i godt tre måneder.
Efteråret 2025 og januar 2026: Skattestyrelsen var på kontrolbesøg ved to ølbegivenheder, og flere af de deltagende håndbryggere fik efterfølgende uanmeldt besøg på privatadressen. Læs mere: Skattestyrelsen banker på og Håbløst bureaukrati.