En lokalformands manifest - bedre og bredere øl udvalg

Øllets rolle i dansk gastronomi:
Hvor mange restauranter tager øllet seriøst, har et ølkort, eller bare et nogenlunde øl udvalg, som alternativ til vinen ?.
At vinen spiller en hovedrolle på en fransk restaurant, er jo selvsagt.
Men når vi taler om dansk gastronomi, så bør øllet have en større rolle, end den vi oplever på flertallet af restauranter, og øvrige spisesteder her i byen.
Her og nu kan vi som gæster, i et seriøst og oplagt match til maden, udtrykke vores ønske og kendskab, til det potentiale som øllet har,
da vi som gæster ser øllet som et oprigtigt og ærligt valg til maden, helt parallelt med vinen.
Derfor, spørg efter ølkortet, med en forventning om at se et bedre og bredere øl-udvalg på restauranterne.
På den lange bane er mit håb og ønske, at det med tiden bliver lige så naturligt at bede om at se ølkortet, som vinkortet.
At øllet opnår samme anerkendelse og respekt, som ledsager til både en frokostmenu, som en a la carte servering.
Med dette manifest vil jeg komme nærmere ind på denne udfordring vi møder, og give mit besyv på tre hovedårsager til, at øllet ikke spiller en større rolle på restauranterne.
Jeg vil også give mit bud på, hvad vi kan gøre som forbruger, øl-elsker og ølentusiaster, for at forandre øllets rolle på restauranterne.
Hvad er årsagen til, at øllet spiller så lille en rolle på danske restauranter?
Økonomi:
Økonomien er en stor hovedårsag til at vi hyppig ser et snævert og ensformigt øl-udvalg.
Der er meget bedre avance på vin frem for øl. Restauranterne kan nemt sælge en flaske vin til det fire eller fem dobbelte af indkøbsprisen.
Sådan en avance er umuligt på øl, selv om man er villig til at betale det ekstra, som gode øl skal koste på en restaurant.
Lukrative og eksklusivaftaler med vinimportører/vinhandlere gør, at vinudvalget kan gøres unikt på restaurationerne, hvor hele kasser vin, ofte leveres tilbage til leverandøren, eller byttes hvis de ikke sælges.
Øl er som udgangspunkt dårligere lagervarer end vin, og oftest med kortere holdbarhed. Derfor risikerer restauranterne at måtte kassere øl, hvor vinen som udgangspunkt ikke tager skade af at ligge i årevis.
En eksklusiv aftale med et større bryggeri, kan også være meget lønsomt for restauranterne.
Derved forpligter de sig til kun at have det pågældende bryggeris øl i sortimentet, og det kan være en årsag til et smalt øl-udvalg.
Kultur:
Kulturen spiller også en rolle hos restauranterne.
Vin til maden har i mange årtier, været synonymet på den komplette aften på en restaurant, for derved at opnå den helstøbte gastronomiske oplevelse.
I gamle dage var det kun overklassen, der fik vin til maden. Men med godt og solidt lobbyarbejde, har vinbranchen formået at skabe en illusion om, at vin var det eneste valg til maden.
Det var i en tid, hvor der kun var pilsner eller mørkt lagerøl som et alternativ, og alle kendte produktet, og flaske prisen.
Men sådan er det bestemt ikke længere, og vi kan håbe på, at vi kan få denne kultur vendt.
Image:
Det har i mange år været kutyme, at man valgte vin til maden, for øllet havde ikke samme, og har fortsat ikke samme image eller værdighed på restauranterne som vinen har.
Det er trist at øllet ikke er lige så værdigt som vinen til maden, når nu der findes et så mangfoldigt udvalg af forskellige øltyper, som kan parres helt fantastisk til forskellige retter.
Vinen har bare et image af, at være den helt perfekte ledsager til mad, hvor øllet blot ses som et primitivt alternativ.
Man føler næsten at der ses ned på en, når man vælger øl til maden, og derfor tror jeg mange vælger vinen til.
Det kan også være, at man ikke ønsker at lave en scene, eller ødelægge den hyggelige og gode stemning, ved at gå mod strømmen, og vælge øl frem for vin.
Mange vælger måske så "bare" husets vin, for ikke at fordoble regningen med dyre flasker vin.
Det tror jeg mange gæster ofte gjorde tidligere, specielt når der kun var tre øl at vælge imellem, som ofte var de samme øltyper.
Det er helt tydeligt at vinen har et bedre image end øl, for kigger man på restaurantnavne, støder man ofte på 'Mad & Vin', men sjældent 'Mad & Øl'.
Indsats og forandring.
Forbruger:
Kultur og image er et spørgsmål om fælles indsats og tid. Men økonomien har vi som gæster ikke en direkte indflydelse på, og dog.
Vi kan jo italesætte overfor restauranterne, at det ikke er et spørgsmål om pris, men kvalitet. Vi kan så håbe at udvalget bliver bedre og mere mangfoldigt med tiden.
Jeg har selv på Sortebro Kro betalt 340,- for en 75 cl. Bøgedal. og mit valg var til stor forbløffelse hos de øvrige i selskabet, som var dybt rystede.
Men jeg var på ingen måde i tvivl om mit valg af drikkevarer, som ledsager til min middag.
Vi bør tale øl og mad op, som det perfekte match, som det ofte er, og bede om at se øl-kortet, derpå efterspørge et bedre og bredere øl-udvalg, når vi er ude at spise.
Måske bare bestille en kande vand, som en protest, hvis de ikke kan imødekomme ønsket om at nyde maden med et godt glas øl.
Eller endda forlade restauranten, da det i så fald vil blive en halv fornøjelse at indtage et måltid, uden det rette øl-udvalg. Det er jo helt legitimt, hvis man ikke kan finde mad på menukortet, som man føler for at bestille.
Kan vi som gæster udvandre pga. et ringe øl-udvalg, eller blot nøjes med at bestille en kande vand, det er jo helt op til den enkelte.
Personligt har jeg sagt nej til dessert et par gange, grundet manglende på en øl som kunne ledsage en dessert.
Hvis udvalget af øl var mangfoldigt nok, kunne selve øllen være desserten, f.eks. en lækker Barley Wine, eller fadlagret Stout, som måske kunne nydes med et par stykker chokolade.
DØE's indsats:
Lokalafdelingerne kunne prøve at komme i dialog med lokale restauranterne, og oplyse dem om øltyper, årgangs øl, og ikke mindst parring af øl til mad.
Tilmed tilbyde sparring, som f.eks. et lynkursus/skoling af tjenere om de forskellige øltyper, og hvilke retter som vil matche dem.
Formidle den kendsgerning, at restauranterne sagtens kan have udvalgte øl stående på lager i flere år, uden at de bliver usælgelige.
Tænk hvis man kunne få udleveret eller læse et øl-kort med flere årgange af nogle stærke mørke belgiske øl, f.eks. Rochefort.
Det kan også være lækre Imperial Stouts, Barley Wine eller Wild ale i flere årgange fra danske mikrobryggerier.
Jeg ved, at flere øl-leverandører godt kan levere en ølkasse med to varianter i, så restauranterne ikke absolut skal købe en hel kasse af hver øl.
Måske kunne lokalbestyrelsen udlevere et øl-sæt med udvalgte øl til inspiration, samt nogle udvalgte eksemplarer af ØlentusiasteN med gode Mad & Øl artikler.
De restauranter der tager øllet seriøst, bør vi anbefale og de fortjener vores anerkendelse og ros, dem kan vi ikke videreformidle nok !.
Det har tidligere været oppe til debat, om DØE skulle indføre et specielt Dansk Ølmærke, til de restauranter med et godt og bredt øl-udvalg. Det kan vi måske overveje igen.
Efterord:
Der er rigtig mange gode intentioner og argumenter for, at øllet skal blive respekteret og anerkendt på landets restauranter.
Massevis af fine artikler om Mad og Øl i ØlentustasteN, både hvor en øl-menu ledsager maden, men også hvor øllet indgår i tilberedelsen af maden.
Flere Podcast som sætter fokus på de udfordringer som vi øl-elsker møder, når vi skal nyde en middag i byen.
Men jeg er overbevist om, at det kun er os som gæster, der virkelig kan gøre en forskel, og sætte fokus på denne ubalance i menukortet, mellem vin og øl.
Jeg påtaler ofte den uretfærdighed, som vi møder på de restauranter med det sørgelige og gennemsnitlige øl-sortiment.
Hvor jeg fortsætter med at fortælle, at jeg som øl-elsker, nærmest føler mig diskrimineret, i forhold til dem der foretrækker vin.
Hvorfor skal jeg ikke kunne opnå samme gode oplevelse og nydelse, når jeg besøger en restaurant ?.
Det starter faktisk allerede ved udvælgelse af drikkevarer til maden.
Præcis som vin folket sidder og vurderer de forskellige muligheder, lande, druer og årgange, ville jeg elske at skulle udvælge mine øl, blandt flere øltyper, og måske endda bryggerier.
Restaurant undersøgelse:
Jeg vil på ingen måde degradere, håne eller kritiserer restauranter med et begrænset øl-udvalg.
Men derimod vil jeg gerne rose de restauranter, som tilbyder gæsterne et mere spændende øl-udvalg.
Jeg har personligt lavet en lille restaurant undersøgelse i 2024, og opdateret den her i 2026, hvor jeg undersøgte øl-udvalget på de fleste spisesteder i Fredericia.
Undersøgelsen viser tydeligt, at en af de større bryggerigrupper har en stor markedsandel i byen, og at de dermed nærmest har monopol på øl-udvalget.
Enkelte skiller sig ud, med kun at have øl fra mindre eller udenlandske bryggerier, som ikke er i en større bryggerigruppes portefølje.
Dem bør vi støtte og anerkende for et bedre og bredere øl-udvalg, når vi skal ud at spise.
Stor respekt til de restauranter og øvrige spisesteder, som tilbyder et alternativ øl-udvalg, frem for det vanlige og gennemsnitlige øl, man typisk vil møde.
Højt skum .... Robert Markussen
Lokalformand i Fredericia
Regionsformand i Sydøstjylland